Dreven ekspert i Facebook
Hele tiden i udvikling med de nye værktøjer
Selvom man måske ikke finder den store glæde ved indflydelsen og magten som tommeltotten efterhånden har over os, så kan man ikke komme udenom den. Som virksomhed - og som konsulent må man slet ikke undervurdere gennemslagskraften i at kunne nå sin målgruppe så nemt, detaljeret og præcist, som man kan med Facebook. Hvad enten du og dit firma er stort, småt eller mellem; hvad enten det er B2C eller B2B, så er Facebook sandsynligvis ikke noget du hverken kan eller bør ignorere. Der sidder nemlig mennesker på alle poster i et firma - og de fleste af dem er på Facebook dagligt.
Facebook annoncering i øjenhøjde
Annonceringen på Facebook er, for en privatperson - og som annoncør, både en god og en træls ting. Ja vi skriver træls i Vestjylland. Som privatperson kan det være både irriterende, at opslag fra din egen valgte flok af venner, spændende personer og firmaer, bliver klumpet til med "relevante" produkter og ydelser, specielt henvendt til lige netop dig. Men det er også det som er godt. At det er specielt henvendt til netop dig. Du mødes af produkter og ydelser, som passer godt til dig - eller kan passe godt til dig.
Ok, nogle gange mødes man også af irrelevante produkter, som ikke har nogen åbenbar interesse, men det må man antage blot er dårlig opsætning fra annoncørernes side. Annonceringen er i din øjenhøjde - i dit feed og det er op til dig at vælge det til og fra.
Vi kan ikke komme udenom, at det er nok den mest tilpassede form for markedsføring markedet kan byde på lige nu.
Facebook pixel - din adgang til målgruppen
Med en simpel kode kan du begynde at spore på din hjemmeside; på din målgruppe. En Facebook pixel er en stump kode, der, ligesom Google Analytics-koden, holder styr på dine besøgende. Facebook er dog en tak skarpere, da de netop kan følge med dig fra din PC og Mac - videre til din mobil og tablet, hvis du logger ind på Facebook på de forskellige enheder. Her har Google det lidt sværere. Netop derfor bliver markedsføringen på Facebook også tit bedre tilpasset til målgruppen - selvfølgelig også fordi, at du som privatperson har angivet så mange personlige informationer på din Facebook profil.
Facebook pixlen kan tilpasses og der kan lægges flere stumper kode på, så du kan spore, hvornår dine besøgende udfører handlinger og er på bestemte sider. På den måde kan du spore hvornår du udfylder en formular, tilmelder sig nyhedsbrevet, lægger noget i indkøbskurven, ser på produkter og køber. Med disse informationer kan du lave endnu bedre målgrupper, ramme dem igen og lave opfølgende salg med fx. remarketing.
Facebook boost - annoncering light
Mange vælger det lette skridt til annoncering: at give et opslag et skud i bagen. Nå ud til flere med lidt penge. Bevares, det er jo efterhånden svært blot at nå sine følgere - og netop det kan man fx. med et boost. Man kan også nå bestemte geografiske målgrupper og aldersgrupper. Har man en annonceringskonto, kan man faktisk også sætte målgruppper op her - og anvende dem til at booste mod.
Boost er god til visse ting, men man skal huske på, at det er opslag man booster - ikke annoncer. Med boost kan man få et enormt reach (rækkevidde) på sit opslag - og måske enten skubbe til et potentielt viralt opslag - eller forlænge det.
Din Facebook side
Facebook sider er vigtige. Forstået på den måde, at vil du connecte med din målgruppe, så er de med garanti på Facebook (det er vi jo næsten alle). Men du skal også være klar til at bruge tid her. Du skal tage det alvorligt at opsætte din Facebook side - og have en konkret plan for, hvordan den skal køres, og hvordan du skal håndtere henvendelser og kritik - om du overhovedet skal (det skal du).
Du skal samtidig være indforstået med, at der er ingen garanti for at nå "alle" dine følgere og dine opslag kan nemt drukne i mængden. Det er ikke ensbetydende med, at du skal lade være - blot et virkelighedsperspektiv, som du skal acceptere. Du når jo nogen med dine opslag. Jo bedre opslag (og værdi for dine følgere), jo bedre reach og interageren fra dine følgere.
Din Facebook side kan være den mere personlige/nede-på-jorden indsigt, som din målgruppe og du har brug for.
Vi ses på Facebook!